‘Dansk designhistorie, bind 1’ giver et samlet overblik over dansk designs udvikling fra oldtidens jægerkultur til nutidens livsstilssamfund.
I hele menneskehedens historie har design haft en afgørende rolle i vores liv – fra fint tilhuggede flintøkser og til i dag, hvor vi taler om, at “alt er design”. Bogens hovedvægt ligger på perioden efter 1800, og i seks rigt illustrerede kapitler præsenteres historiske stilarter, skiftende moder, møbler og udstyr til hjem og kontor, legetøj, transport, reklame og plakater, produktdesign og meget mere.
‘Dansk designhistorie, bind 2’ tager afsæt i den nyeste designforskning i 30 rigt illustrerede temaartikler skrevet af en række af de fremmeste danske designskribenter.
Nimbus-motorcyklen, Legoklodsen, Nørgaard T-shirten, Christianiacyklen, Syveren, PH-lampen og Novopennen er eksempler på godt design, der med idérigdom og kvalitetsbevidsthed beriger vores daglige liv og har skabt international opmærksomhed om dansk design.
Alle områder af design er repræsenteret, lige fra mode, møbler, legetøj og grafik til smykker, kunsthåndværk, bæredygtigt design og meget mere.
Bogen er skrevet af Lars Dybdahl, der er en af Danmarks førende designforskere og forfatter til en lang række bøger om design.