Menu

Det danske møbelboom 1945-1975

‘Det danske møbelboom 1945-1975’ er historien om dansk møbeldesigns gyldne tid. Hans J. Wegner, Finn Juhl og Arne Jacobsen førte an i det internationale gennembrud for “Danish Modern”. Moderne organisk stil blev folkeeje sammen med de nye FDB-møbler, hvor Børge Mogensen udstak kursen. Samtidig fik stålets industrielle æstetik en ny international vitalitet med Poul Kjærholm, og Verner Panton gav bolden op til 1960’ernes plastkultiske popmøbler.

De nye møbler møblerede velfærdssamfundet: Efterspørgslen på møbler til både hjem, arbejdsplads og institutioner boomede, og både møbeldesignere, snedkermestrene og de masseproducerende møbelfabrikker var klar til at levere.

I 13 rigt illustrerede kapitler beskrives alle de nye indretningstendenser og fremstillingsmæssige muligheder, ligesom de mest forskelligartede møbeltyper kommer i fokus: fra pindekonstruktioner og lamineringer over fletværk og “nomademøbler” til børnemøbler, skabe og kontormøbler. Og fra træets varme look til cool stålstil, farvestrålende plaststole og sanselige flydemøbler i ungdomsoprørets tid. Bogens afsluttende kapitel trækker linjerne op til nutidens danske møbeldesign.

Bogen er skrevet af Lars Dybdahl, forskningschef på Designmuseum Danmark.

  • Det danske møbelboom 1945-1975
  • Af Lars Dybdahl
  • Udgivelse: 17. november 2017
  • Indbundet
  • Grafisk design: Michael Jensen
  • Sidetal: 384
  • ISBN: 978-87-92949-94-3
  • Udgave/oplag: 1/1
Udsolgt