Denne bog fortæller historien om Formynderskabsrådssalen i FN, der i 1952 blev indrettet af den danske møbelarkitekt Finn Juhl. Det er historien om Juhls oprindelige totalindretning, om restaureringen og af salen som et pragteksempel på en levendegjort kulturarv. Salen er genskabt og fornyet, idet Finn Juhls møbler er suppleret med nydesignede møbler af den danske design-duo Salto & Sigsgaard.
Bogen indledes med et forord af den amerikanske arkitekt Michael Sheridan, der er en af verdens førende autoriteter inden for skandinavisk arkitektur og design. Den danske arkitekturkritiker Karsten R.S. Ifversen skriver i bogens hovedartikel om oplevelsen af Finn Juhl-salen i dag og samspillet mellem Finn Juhls formgreb og Salto & Sigsgaards moderne møbler. Bogens sidste artikel af erhvervshistorikeren Birgit Lyngbye Pedersen fortæller om tilblivelsen af Formynderskabsrådssalen i 1952 og Finn Juhls indtog på den amerikanske scene gennem den prestigiøse indretningsopgave i FN.
Den restaurerede og nyindrettede sal fremstår nu som et stykke opdateret dansk kulturarv med moderne dansk design.
Bogen er rigt illustreret med både historiske fotos og nye fotos af salen i dag ved fotograf Hans Ole Madsen.