Bertha Wegmanns (1847-1926) kunst og karriere er et paradoks: Hun havde stor succes i udlandet og opnåede anerkendelse på Salonen i Paris, ligesom hun deltog med succes på store udstillinger i ind- og udland. Hjemme i København portrætterede hun samfundets spidser, og som den første kvinde nogensinde blev hun valgt ind i Kunstakademiets Plenarforsamling. Hun var en del af det danske kunstliv, men rejste samtidig i en årrække rundt mellem byer og steder i Europa, hvor hun boede og virkede som kunstner.
På trods af sin imponerende karriere fik Bertha Wegmann ikke en plads i dansk kunsthistorie, og hendes værker blev ikke købt af de danske kunstmuseer. Denne skæbne deler hun med mange andre samtidige kvindelige kunstnere.
‘Bertha Wegmann’ er den første forskningsbaserede bog om kunstneren. Bogen rummer bidrag fra en række kunsthistorikere, der fra hver deres vinkel udfolder Wegmanns liv og værk, hendes samtid og de netværk, hun indgik i, og den er rigt illustreret med både kendte og nyopdagede værker, fotografier og arkivmateriale.
Gertrud Oelsner er uddannet mag.art. i kunsthistorie i 2001 og opnåede sin ph.d.-grad i 2017. Hun har siden 2016 været direktør for Den Hirschsprungske Samling. Oelsner står bag en lang række udstillinger, særligt om dansk kunst fra 1800-tallet. Hun har sammen med Annette Rosenvold Hvidt skrevet den store bog ‘Vilhelm Hammershøi – På sporet af det åbne billede’ (2018).
Lene Bøgh Rønberg er ph.d. i kunsthistorie og kurator og projektforsker på Den Hirschsprungske Samling. Hun er kurator på udstillingen ‘Bertha Wegmann. At male på mange sprog’ (Den Hirschsprungske Samling 2022) og er i færd med at igangsætte et forskningsprojekt om det moderne gennembruds kvindelige kunstnere.