‘Danske stel – Fra blå blomster til grove glasurer’ fortæller historien om danske stel fra Flora Danica til Blå Mega Riflet.
Stel er både personlige fortællinger og nationale historier. I Danmark er vi stolte af vores musselmalede stel, og uanset om man er opvokset med et stel fra Den Kongelige Porcelainsfabrik eller har spist af IKEAs tallerkener, så er der et væld af følelser, minder og historier forbundet med de tallerkener og kopper, vi sætter på bordet.
Vi har en stærk designarv i Danmark. Vores kaffekander, bestik og spisestel er skabt af folk, der har sat funktionen i centrum og har vægtet det æstetiske så højt, at vores hverdag er fyldt med smukke objekter. Denne bog fortæller historien om blandt andet Mågestellet, Blå Blomst, Hvid Koppel og Ursula.
Journalist og forfatter Lars Hedebo Olsen har udvalgt 20 stel, der sammen viser den danske tradition for at skabe stel i forskellige typer keramik: porcelæn, fajance, stentøj og lertøj. Der er både gamle stel og nye stel, som viser udviklingen i vores forhold til både dekorationer, opdækninger og levevis. Bogens fotos er taget af Brian Buchard.