Billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) var en af sin tids mest markante kunstnere. Hendes værker nød stor anerkendelse, hun solgte og udstillede i ind- og udland og banede vejen for, at kvindelige kunstnere fik lov til at uddanne sig og arbejde med deres kunst. Og så blev hun den første kvinde i verden til at lave en rytterstatue af en konge.
Anne Marie Carl-Nielsen voksede op på en gård ved Kolding. Her fik hun sin interesse for dyr i bevægelse, som hun omsatte til livfulde skulpturer i gips og bronze. Hun var optaget af vitalismen, der knyttede sundhed, livskraft og vitalitet til oldgamle kulturers overlegenhed og styrke, og hun gengav den kraftfulde menneskekrop i fysisk udfoldelse.
I lange perioder opholdt Anne Marie Carl-Nielsen sig i udlandet for at arbejde. I flere år rejste hun frem og tilbage mellem København og Athen for at lave bemalede kopier af græske skulpturer med sensationelt tydelige farverester på Akropolis. Fraværet fra hjemmet prægede hendes ægteskab med komponisten Carl Nielsen (1865-1931), og bogen giver et enestående indblik i det berømte kunstnerpars stormfulde samliv.
‘Anne Marie Carl-Nielsen’ rummer bidrag af kunstnere og forskere, der på forskellig vis er inspireret af og har forsket i Anne Marie Carl-Nielsens værker. Ved at blande analyse og kunst indkredses billedhuggeren fra flere sider ud fra væsentlige temaer som skulptur, modernitet, køn og magt. Bogen er rigt illustreret med fotografier, værkoptagelser og originale kunstnerbidrag fra blandt andre to af Danmarks mest markante nulevende billedhuggere, Elisabeth Toubro og Kirsten Justesen, forfatter og billedkunstner Amalie Smith og tegneserietegner Allan van Hansen.