Siden barndommen på Sardinien har det været Paolos drøm at blive jockey og deltage i det årlige, traditionsrige hestevæddeløb Palio di Siena. Han har trænet og hærdet sig i årevis, hans far har indviet ham i løbets århundredgamle historie, og han har både fysisk og åndeligt sat alt ind på at kvalificere sig til at være med. Det er lykkedes. Og nu er det august, det er tid for årets Palio.
Matteo, en desillusioneret ung mand fra et helt andet miljø, er kommet til Siena for at overvære løbet. Han møder Paolo, undrende og mere og mere fascineret ser han til, både under forberedelserne i dagene forud og da løbet udvikler sig helt anderledes voldsomt og dramatisk, end nogen kunne have forestillet sig. Mødet med Paolos mod og styrke før, under og efter væddeløbet danner en hård kontrast til Matteos tilværelse og giver ham meget at tænke på.
Måske var der for ham, Matteo, en anden måde at leve livet på.
Bastian Emil Goldschmidt (f. 1992) er forfatter og cykelkommentator. Han har skrevet bøgerne ‘Fremad’ (2021) og ‘Verden af Vilje’ (2022) om sportens idealer. Han skriver reportager i Politiken og står bag oversættelsen af Curzio Malapartes ‘Coppi og Bartali’ (2024).
‘Rytteren og den rejsende’ er Bastian Emil Goldschmidts skønlitterære debut.