Der sker noget i folks ansigter, når man siger: citronfromage! Eller kåldolmer, forloren hare eller kiksekage. Der breder sig et mildt og henført udtryk omkring øjnene. En længsel baseret på noget, man har smagt engang, noget, der vækker gode minder fra barndommen og fra hyggelige besøg hos bedsteforældrene.
Vi kalder det slet og ret mormormad! Alle disse skønne, gamle retter, der kan få os til at smile længselsfuldt. I denne bog bliver du inviteret på en kulinarisk rejse gennem fire årtier, tilbage til dengang mormor stod ved komfuret i 50’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne.
“Jamen, vi spiser da stadig frikadeller og medisterpølse mindst en gang om måneden hjemme hos os,” tænker du måske.
Jep, det er rigtigt, en del af mormorretterne lever i bedste velgående på vores middagsbord den dag i dag. Men det er de færreste af os, der kender – eller har smagt – gule ærter, skidne æg, benløse fugle og vaniljebudding. Det er ofte retter, der har en sjov historie og fortæller noget om vores spisevaner, familiestruktur, samfund, tilgang til råvarer og så videre. Når den ældre generation er væk, risikerer vi således at miste en alvorlig bid af vores kulturarv.
Heldigvis er de unge af i dag i fuld gang med at vende blikket tilbage, finde inspiration i tidligere årtiers highlights, og det gælder ikke kun i tøjmoden og boligindretningen, men også i madlavningen. Umoderne mad er gået hen og blevet moderne igen.
Opskrifterne i denne bog er en fortolkning af de gamle mormorretter. For eksempel er den brune sovs og kartoflerne til frikadellerne udskiftet med en rå rødkålssalat. Og 70’ernes rejecocktail er piftet lidt op med avokado, mango og ærteskud. Mormor brugte palmin, når hun lavede kiksekage – det gøres ikke her. Der bruges smør og en god mørk chokolade 70%, helt i nutidens ånd. Forhåbentlig, kan du også lide det!