Menu

Elisabeth-freskerne

Billedfortællingen om den hellige Elisabeth af Thüringen og hendes dramatiske liv er rumkunst i stor skala.

Fra 1928 til 1935 arbejdede den danske kunstner Jais Nielsen med sin freskoudsmykning på Sankt Elisabeth Søstrenes hospital i Sundby. De stærke billeder af den opofrende landgrevinde Elisabeth (1207-1231), der afskrev både sine børn og sin materielle rigdom for at hjælpe samfundets svageste, er fordelt over alle murfladerne langs et tre etager højt trappeløb.

Italienske Giotto og hans fresker om den hellige Frans af Assisi fra 1290’erne har både form- og indholdsmæssigt været af afgørende betydning for Jais Nielsens tilgang til opgaven. Men hvordan arbejdede han egentlig med det, som skulle blive Danmarks næststørste freskomaleri, kun overgået af Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke?

Værkets tilblivelseshistorie lægges frem og diskuteres af kunsthistorikeren Dorthe Aagesen, der også afkoder udsmykningen billede for billede og forklarer, hvorfor Jais Nielsen fik opgaven, og hvordan den store rumfortælling hænger sammen med hans øvrige kunstneriske virke.

Nationalmuseets konservatorer har med støtte fra Ny Carlsbergfondet i 2015-2016 bragt Elisabeth-freskerne tilbage til fordums skønhed. Værket fremstår i dag som et velbevaret eksempel på dansk udsmykningskunst fra mellemkrigstiden – en periode, da fondet for alvor begyndte at yde støtte til udsmykning af offentlige institutioner, og rumkunsten blomstrede.

Forfatteren Synne Garff formidler i interviewform konservatorernes overvejelser i forbindelse med restaureringen, og hvad de konkret har gjort for at genskabe værket. Hun fortæller endvidere legenden om den dybt religiøse Elisabeth, der kun var 24 år, da hun døde, men som stadig efter næsten 800 år er en af de mest elskede helgener i Tyskland og Ungarn.

Værket er omhyggeligt dokumenteret af fotografen Roberto Fortuna. Fotograf Laura Stamer viser en række stemningsfulde optagelser, hvordan malerierne indtager rummet og opleves i helheden.

  • Elisabeth-freskerne – Jais Nielsens udsmykning af til Sankt Elisabeth Søstrenes hospital
  • Af Dorthe Aagesen, Synne Garff
  • Udgivelse: 15. december 2016
  • Indbundet
  • Grafisk design: Rasmus Koch Studio
  • Sidetal: 160
  • ISBN: 978-87-92949-78-3
  • Udgave/oplag: 1/1
249,95 Alle priser er i DKK og incl. moms. Du vil blive sendt videre til vores onlineshop.
Bestil foredrag