Kunst skal ud “hvor Folk færdes og daglig har den for Øje,” mente brygger Carl Jacobsen, og siden midten af 1920’erne har Ny Carlsbergfondet finansieret hundredevis af kunstneriske udsmykninger i institutioner og byrum over hele Danmark. Bogen præsenterer 50 enestående værker fra de seneste ti årtier. Fra Vilhelm Lundstrøms mosaikker, der hænger isoleret højt oppe på væggene i Frederiksberg Svømmehal, til Karin Lorentzens borgerinddragende vandkunst på Torvet i Lemvig.
Udsmykninger stiller virkelig store krav til kunstnerne, som med opgaver i det offentlige rum på en gang får det størst tænkelige publikum og samtidig risikerer at ende på øretævernes holdeplads: ”Det er jo et besynderligt paradoks: På den ene side det klassiske, at man som kunstner jo altid vil kæmpe for at få den slags opgaver. Det pirrer én, der er penge i det osv. Og når man så får dem, tænker man: Åh nej, bare det aldrig var sket. Det er fristende at springe fra”, sagde Per Kirkeby.
Og kunst i det offentlige rum er i den grad en disciplin, hvor meninger brydes. Sådan har det været siden midten af 1920’erne, hvor Ny Carlsbergfondet påbegyndte sin finansiering af hundredvis af kunstneriske udsmykninger i institutioner og byrum over hele Danmark.
I bogen får man via hidtil ukendte kilder i fondsarkiverne historien om kunstnerne, der skabte værkerne, om udsmykningernes tilblivelse, og om værkernes samspil med omgivelserne. Bogen beskriver også, hvordan kunst i det offentlige rum, navnlig i de første årtier, havde en klar ambition om at danne og demokratisere. Kunsten var ikke blot tænkt som dekoration. Den betød noget.
Bogen er skrevet af Tom Hermansen (f. 1975), mag.art. i kunsthistorie og forskningskonsulent i Ny Carlsbergfondet.