“Efter vores erfaring er livet i dag så forvirret og hektisk, og der er så mange faktorer, der forsøger at gøre billedet mere kompliceret, at en rolig og enkel arkitektur opleves som en oase i tilværelsen.” – Eva og Nils Koppel, 1964
Eva og Nils Koppels livslange samarbejde udgør en af de mest bemærkelsesværdige løbebaner i efterkrigstidens danske arkitektur. Allerede som studerende arbejder de for den verdensberømte arkitekt Alvar Aalto i Finland. Med projekter som Søllerød Park og Gladsaxe Gymnasium opnår det unge par international opmærksomhed, og da Nils Koppel i 1957 bliver udnævnt til kongelig bygningsinspektør, får de ansvaret for statslige byggerier som Danmarks tekniske Højskole og Panum Instituttet. Parrets tegnestue udvikler sig til en af Danmarks største og er bogstavelig talt med til at bygge velfærdssamfundet.
I denne monografi, skrevet af arkitekt Johannes Hedal Hansen (f. 1964) i samarbejde med arkitekt Jennifer Dahm Petersen (f. 1969), lægges Eva og Nils Koppels vidtfavnende produktion frem i sin helhed. Den løbende fortælling om parrets liv og tegnestuens udvikling veksler med uddybende præsentationer af de vigtigste bygninger, ligesom deres møbler, tapeter og belysning behandles. Bogen afrundes med en komplet fortegnelse over Eva og Nils Koppels næsten 150 byggeprojekter.
Arkitekturfotograf Jens Lindhe har stået for en lang række nye optagelser til værket.