Maleren Jens Adolf Jerichau døde i 1916, for egen hånd og kun 25 år gammel. Men han havde arbejdet så målrettet, så intenst og så personligt med sit stof, at hans værk må betegnes som et af de væsentligste i det 20. århundredes danske kunst. Der var tale om en mærkelig suveræn udfoldelse, som i de sidste fire år af hans korte liv førte billeder med sig af en fuldkommen overrumplende originalitet.
Jerichaus livsforløb er elementært bevægende, og kunsthistorikeren, dr.phil. Mikael Wivel lægger det frem med lige dele indsigt og indlevelse. Bogen har derfor samme suggererende karakter som Wivels doktordisputats fra 1994 om maleren Niels Larsen Stevns. Den er ikke bare oplysende, men også medrivende – som en udviklingsroman.