København har gennem århundreder inspireret både billedkunstnere og forfattere. Nu har kunsthistorikeren Bente Scavenius og litteraturkritikeren Bo Tao Michaëlis udvalgt 75 af de bedste billeder og 75 af de bedste tekster med København som fælles tema – og sat dem sammen, så de supplerer og befrugter hinanden.
‘Bybilleder’ præsenterer ikke blot kunstnernes og forfatternes skildringer af byen – Scavenius og Michaëlis analyserer desuden værkerne ind i en større sammenhæng. På den måde fortæller de en ny historie om København – en bevidsthedshistorie, der viser forskellige tiders syn på byen og menneskene i den.
Fra Adam Oehlenschläger, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard over Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg og Michael Strunge og til yngre forfattere som Naja Marie Aidt, Helle Helle og Amalie Smith. Blandt kunstnerne finder man C.W. Eckersberg, Vilhelm Hammershøi og Edvard Weie samt nulevende kunstnere som Michael Kvium, Erik A. Frandsen, John Kørner, Tal R, Julie Nord og HuskMitNavn.
‘Bybilleder’ inspirerer til at genopleve klassikere, gå om bord i nye forfatter- og kunstnerskaber – og ikke mindst at bevæge sig ud i vores skønne hovedstad.
Bente Scavenius (f. 1944) er mag.art. i kunsthistorie, kunstkritiker og forfatter til en lang række bøger om billedkunst og havearkitektur samt fast deltager i Kunstquiz på DR K.
Bo Tao Michaëlis (f. 1948) er cand.mag. i dansk og oldtidskundskab og mag.art. i litteraturvidenskab. Han har siden 1990 været litteratur- og kulturkritiker ved dagbladet Politiken.