
De fleste museumsgæster bruger 20-30 sekunder på et kunstværk. Men hvad sker der, hvis vi bliver stående – og ser sammen?
At se langsomt introducerer slow looking som metode på dansk. Bogen tager afsæt i et landsdækkende forskningsprojekt, hvor seks museer har arbejdet med slow looking i mødet med sårbare grupper
for at undersøge, hvordan mødet med kunst kan bidrage til trivsel. Antologien giver både et teoretisk fundament og konkrete erfaringer fra arbejdet. Den viser, hvordan slow looking kan skabe rum for opmærksomhed, nærvær og fællesskab – uden at reducere kunsten til et redskab. At se langsomt henvender sig til museumsformidlere, undervisere, sundheds- og socialfaglige praktikere samt studerende og forskere – og til alle, der er optaget af, hvad kunsten gør ved os.