Menu

DE DANSKE MIDDELALDERLOVE – SKÅNSKE LOV, DE SJÆLLANDSKE LOVE, JYSKE LOV

De danske middelalderlove er spændende at fordybe sig i, hvis man gerne vil kende grundlaget for nutidens lov og ret. Bogen præsenterer de ældste danske lovtekster, der her er oversat til moderne dansk og forsynet med introduktioner. Den henvender sig til alle, der interesserer sig for jura og for den kulturhistorie, som de gamle love afspejler.

Hvordan forholdt man sig til tyveri, arv og drab i middel­alderen? Hvad skulle man stille op, hvis en anden mands bier overfaldt ens egne bier? Var seks øre en rimelig kompensation, når nogen havde gravet ræveunger ud på ens grund? Og kan det virkelig passe, at man kunne slippe ustraffet fra et drab, hvis man kom hjem og fandt sin hustru i seng med en ægte­skabs­bryder – når bare man kunne fremlægge den blodige dyne som bevis?

For Ditlev Tamm, der er professor emeritus i retshistorie, har de gamle lovtekster været en del af hans faglige ballast, lige siden han var studerende, og det har længe været en drøm for ham at formidle lovene i et mere forståeligt sprog for at vise, hvor flot de juridiske regler blev formuleret i middelalderen. Takket være et samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab er drømmen hermed en realitet.

Ditlev Tamm (f. 1946) er dr.jur. og dr.phil., forfatter og professor emeritus i retshistorie ved Københavns Universitet. Har udgivet en lang række bøger og er en flittig samfundsdebattør.

  • De danske middelalderlove – Skånske Lov, De Sjællandske Love, Jyske Lov
  • Af Ditlev Tamm
  • Udgivelse: 25. november 2026
  • Hardcover
  • Grafisk design: Rasmus Koch Studio
  • Sidetal: 540
  • ISBN: 9788702453553
  • Udgave/oplag: 1/1
Bogen er ikke udkommet, men se lignende udgivelser i shoppen.